Who cast that first fateful tomato that started the La Tomatina revolution? The reality is no one knows. Maybe it was an anti-Franco rebellion, or a carnival that got out of hand. According to the most popular version of the story, during the 1945 festival of Los Gigantes (a giant paper mâché puppet parade), locals were looking to stage a brawl to get some attention. They happened upon a vegetable cart nearby and started hurling ripe tomatoes. Innocent onlookers got involved until the scene escalated into a massive melee of flying fruit. The instigators had to repay the tomato vendors, but that didn't stop the recurrence of more tomato fights—and the birth of a new tradition.
Fearful of an unruly escalation, authorities enacted, relaxed, and then reinstated a series of bans in the 1950s. In 1951, locals who defied the law were imprisoned until public outcry called for their release. The most famous effrontery to the tomato bans happened in 1957 when proponents held a mock tomato funeral complete with a coffin and procession. After 1957, the local government decided to roll with the punches, set a few rules in place, and embraced the wacky tradition.
Though the tomatoes take center stage, a week of festivities lead up to the final showdown. It's a celebration of Buñol's patron saints, the Virgin Mary and St. Louis Bertrand, with street parades, music, and fireworks in joyous Spanish fashion. To build up your strength for the impending brawl, an epic paella is served on the eve of the battle, showcasing an iconic Valencian dish of rice, seafood, saffron, and olive oil.
Today, this unfettered festival has some measure of order. Organizers have gone so far as to cultivate a special variety of unpalatable tomatoes just for the annual event. Festivities kick off around 10 a.m. when participants race to grab a ham fixed atop a greasy pole. Onlookers hose the scramblers with water while singing and dancing in the streets. When the church bell strikes noon, trucks packed with tomatoes roll into town, while chants of "To-ma-te, to-ma-te!" reach a crescendo.
Then, with the firing of a water cannon, the main event begins. That's the green light for crushing and launching tomatoes in all-out attacks against fellow participants. Long distance tomato lobbers, point-blank assassins, and medium range hook shots. Whatever your technique, by the time it's over, you will look (and feel) quite different. Nearly an hour later, tomato-soaked bombers are left to play in a sea of squishy street salsa with little left resembling a tomato to be found. A second cannon shot signals the end of the battle. | Hvem smed denne første skæbnesvangre tomat, der siden blev til tomatrevolutionen? Sandheden er, at ingen ved det. Måske var det en anti-Franco oprører, eller måske et karneval der gik over gevind. I følge den mest populære version af historien, var der, i 1945 under festivallen "Los Gigantes" (et optog med kæmpemæssige papmachéfigurer), en gruppe lokale der ville iscenesætte et slagsmål for at få lidt opmærksomhed. Ved en tilfældig vogn med grøntsager gav de sig således til at kaste med modne tomater. uskyldige tilskuere blev indblandet i miseren indtil det fløj med frugt og grønt fra alle sider. bagmændene skulle naturligvis tilbagebetale grønthandlerne for deres tomater, men det satte dog ikke en stopper for de følgende tomatkampe og tilblivelsen af en helt ny tradition. Af frygt for en uregerlig optrapning af tomatkampene, iværksatte regeringen i 1950'erne strenge forbud, som siden blev lempede og igen strammet. I 1951 blev lokale der overtrådte påbuddene arresteret indtil vreden i befolkningen bevirkede deres løsladelse. Det mest berømte oprør mod tomat-forbuddene fandt sted i 1957 hvor fortalere for tomatkampene afholdt en fingeret tomat-begravelse komplet med kiste og begravelsesoptog. Efter 1957, besluttede den lokale regering at følge strømmen, fastsætte nogle enkelte regler og acceptere den besynderlige tradition. Selvom tomaterne tager det meste af rampelyset går der forud for den store tomat-finale en hel uge med festligheder. Buñol's skytshelgener, Jomfru Maria og St. Louis Bertrand fejres med gadeoptog, musik og fyrværkeri på den mest festlige spanske manér. For at opbygge styrke til den forestående kamp bliver der på den store aften før slaget serveret en storslået paella, der frembyder den ikoniske valenciske ret med ris, skaldyr, safran og olivenolie. I dag hersker der en vis orden ved denne festival. Arrangørerne er gået så vidt som til at dyrke en særlig uspiselig art af tomater netop til denne lejlighed. Festlighederne igangsættes ca kl 10 om formiddagen hvor deltagerne kæmper om en herlig skinke fastgjort til toppen af en høj fedtet pæl. Tilskuerne synger og danser i gaderne og sprøjter med vand efter deltagerne i skinkeløbet. Når klokken i kirketårnet slår tolv, kører lastbiler ladet med tomater til bristepunktet ind i byen, under stadigt vildere tilråb: "To-ma-te, to-ma-te!" Så, med slaget fra en vandkanon, begynder den vigtigste del af festen. Der er givet grønt lys for at mase og kaste med tomater i et gigantisk angreb; alle mod alle. Langdistance tomatkastning, tomathenrettelser på klods hold og mellemlange skruede tomattricks. Enhver med sin teknik. Når kampen er ovre vil alt føles anderledes end før. Efter en times tid er der kun et kæmpe hav af gade-tomatsovs tilbage for de tomattilsølede kæmpere at boltre sig i. Med endnu et skud fra vandkanonen signaleres kampens afslutning. |